Det tavse skrig

Published : 2015-03-17 13:13:47
Categories : CREEPYPASTA

Det tavse skrig

Skilderhus med garder

En Creepypasta historie fra helloween.dk

Følgende historie skete for min daværende kærestes bror for ca. 2 år siden. Jeg genfortæller historien præcist, som han fortalte mig den og jeg havde ingen grund til ikke at stole ham.

Jeg var i hæren. To ture til Irak og en til Afghanistan. Min mor hadede det job, jeg havde og det kan jeg ikke bebrejde hende.
Men det værste, jeg nogensinde har oplevet, skete ikke et af disse lorte lande. Nej, det skete her midt i den vestlige civilisation nærmere bestemt i Marselisborg slot i Århus.

Efter jeg er færdig med min tredje tur, blev jeg hædret af hæren. Åbenbart er det at have kæmpet imod Taliban i bjergene og overlevet, nok til at blive hædret.
De tilbød mig en plads i Dronningens Livgarde.
Jeg ved ikke, hvor meget du ved om Dronningens Livgarde, men det er en temmelig stor ting at få en plads der. Og jeg hadede det. Som belønning for min “tapperhed”, kunne jeg nu stå foran slottet helt ubevægeligt, mens irriterende, kinesiske turister forsøger at få mig til at grine.

Jeg ville gerne væk fra jobbet, men æren ved at have fået tilbudt denne stilling, kombineret med min mors glæde over at den største fare jeg nogensinde kunne stå ansigt til ansigt med, ville være en asiatisk turist gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at sige op.

Så et par gange om ugen stod jeg altså der. Vi arbejdede i skift på ca. 2-3 timer, alt afhængig af hvor mange vi var på arbejde de forskellige dage.
Jeg kan godt fortælle dig, at man hurtig bliver træt af jobbet. Berusede mennesker der forsøger at pille ved dig, irriterende turister der tror, at de er de første der nogensinde har forsøgt at få dig til at grine. Til sidst er du bare ved at gå ud af dit gode skind. Men det var et job og det var godt betalt, så jeg holdte kæft og beholdt det.

Den dag jeg vil fortælle om, startede som alle andre kedelige dage i 2013. Jeg havde først et par smarte svenske fyre, der prøvede at spille op overfor mig (det var de værste, for du må ikke gøre dem en skid, medmindre at de truer dig). Så havde jeg en gruppe berusede tyske piger, men de var nu ikke værst. Det var en af de varmeste dage det år og den kæmpe hat, jeg skulle have på, gjordet det bestemt ikke bedre. Min hjerne var ved at smelte, da en stor gruppe turister dukkede op. En slags en rundvisning tænker jeg. De opførte sig som alle andre turister. De tog billeder, prøvede at fortælle mig vittigheder og lavede sjove ansigter, i forsøget på at få mig til at grine. Og så havde de alle sammen en gyselig “I love Denmark” T-shirt på.
Alle undtagen én. Jeg så, at hun stod bagerst og stirrede på mig. Hun var en pæn dame, måske i starten af fyrrerne. Hun havde virkeligt langt, sort hår og var lys i huden, hvilket gjorde at jeg tænkte, at hun godt kunne være dansk. Hun virkede dog til at være en den del af gruppen af turister, da hun stod blandt dem.
Da gruppen var færdige med at tage billeder og at de havde indset, at de ikke kunne få mig til at grine, begyndte de at gå videre. Undtagen den blege kvinde. Hun blev stående og kiggede på mig.
Nu har jeg set min andel af folk, der prøver alle mulige dumme ting for at få en reaktion ud af mig. Men dette var anderledes.

To timer og hundredvis af turister senere, stod hun stadig på det samme sted og bare stirrerede på mig.
Det var rigtig varmt den dag og det må på ingen måde, have været behageligt for hende at stå der midt i solen. Det så dog ud som om, at hun klarede varmen bedre end jeg. Hun smilede ikke og det var underligt, for jeg troede virkelig, at hun stod der, for at forsøge at få mig til at reagere.
Omkring tredive minutter senere, da flokken af turister så småt var forsvundet, tog hun langsomt et skridt hen mod mig. Og endnu et skridt. “Så kører vi. Joke på vej” tænkte jeg, mens hun langsomt kom nærmere.
Hun standsede omkring to meter væk fra mig. Hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hun holder hovedet lidt på skrå til den ene side og derefter til den anden side. Jeg antog, at det var hendes forsøg på at få mig til at grine.
Men der var noget ved hende, der gjorde, at jeg vidste, at hun ikke var her for at lave sjov.

Stadig stående på to meter væk,begyndte hun at læne sig frem mod mig.
Der var noget virkelig fucked up ved den måde, som hun opførte sig på og det gjorde mig utryg.
Hun fastholdte mit blik og lænede sig længere frem imod mig, men uden at hendes fødder flyttede sig.
Hendes ansigt stoppede lige ud for mit og hun stod nu i en meget unaturlig position.
Hendes hoved begyndte at ryste, ligesom når du kommer op af poolen en kølig sommerdag og begynder at fryse.
Og så skræmte hun livet ud af mig!

Kvinde skrigerJeg har før haft folk til at skrige mig ind i ansigtet. Jeg har endda prøvet det med en klaphat, der prøvede at få mig til at slås med ham, men hvad hun gjorde var langt værre.
Hun åbnede munden, som om hun skulle til at skrige det højeste skrig, men intet kom ud. Ikke en lyd.
Hun stod bare der lænet i en unaturlig vinkel, få centimeter fra mit ansigt, i et fucking tavst skrig.
Hendes hoved rystelser tog til i hastighed.
Jeg vil ikke lyve. Selv om at det var en virkelig varm dag, fik jeg gåsehud og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg fik endelig taget mig sammen og begyndte at marchere væk fra hende - Vi har lov til at marchere 10 skridt lejlighedsvis.

Da jeg havde taget mine 10 skridt, stoppede jeg og lukkede mine øjne. Jeg ønskede virkelig, at hun var væk, når jeg vendte mig rundt. Jeg drejede 180 graders rundt og øjeblikke frøs jeg inden i.
Hun stod lige foran mig lænet helt frem mod mit ansigt. Hendes mund stod åben, i endnu et tavs skrig og nu rystede hendes hoved ukontrollabelt.


Jeg var så overrasket, at jeg var ude af stand til at reagere. Råb, skrig og meget andet, kan jeg håndtere, men denne uhyggelige, tavse og klamme adfærd, var helt ærligt meget skræmmende for mig.
"Gør plads for Garden!” råbte jeg.
Det har vi lov til at sige, når nogen står i vejen for os. Hun reagerede ikke, men lænede sig blot en centimeter tættere på mit ansigt.
"Gør plads for Dronningens Garder" råbte jeg endnu højere og håbede, at min stemme ikke ville knække over.
Hun havde absolut ingen respekt for mine ordrer.
Nu ville jeg ikke finde mig i mere af hendes lort, så jeg trådte et skridt tilbage og pegede med min bajonet på hende. Det var vores sidste udvej, overfor irriterende turister.
Hun lukkede straks munden og lænede sig tilbage i en normal menneskelig position.
Jeg ventede ikke på at se, hvad hun ellers ville finde på, men begyndte straks at marchere rundt om hende. Da jeg kom tilbage til mit skilderhus, vendte jeg rundt og stod stille. Jeg kunne ikke længere se hende og hvilken enorm lettelse. “For satan, hvor et lorte job" tænkte jeg "jeg bliver sgu nød til at finde noget ..."
"10, 9, 8" hviskede nogen mig i mit højre øre. Det måtte være hende. Hun stod bag mig.
"10, 9, 8" nu kom hvisken fra min venstre side. Gåsehud og kuldegysninger bredte sig hurtigt ud over hele min krop.
Sjovt ikke? En hærdet krigsveteran, der har dræbt flere mennesker, end han havde nogensinde vil indrømme, er nu død bange for en lille og bleg kvindelig turist.
"10, 9, 8, 10, 9, 8, 10, 9, 8" hviskede hun hurtigere og hurtigere. Hun trådte ind foran mig. "10, 9, 8, 10, 9, 8" hviskede hun endnu hurtigere. Faktisk beskriver hvisken det ikke rigtigt. Det var mere ligesom en råben, men i en hviskende højde, hvis det giver nogen mening. Det var surrealistisk. Hun lænede sig frem mod mit ansigt igen og blev ved med at  hviske de skide tal som en sindsyg.
Jeg var tæt på at bryde mine ordrer. Jeg kunne ikke tage det mere. Der var noget helt fucked up ved denne kvinde og jeg kunne ikke klare det mere.

"Frue" Jeg talte med en stemme der lød som den svageste tøsedreng. "Frue vil du venligst træde et skridt ..."
En stor gruppe af højtråbende turister kom løbende hen mod os. Den skøre kvinde lænede sig tilbage, men fastholdt stadig mit blik. "10, 9, 8" hviskede hun endnu en gang og så gik hun langsomt væk. Så langsomt at det virkede som om, at hun nærmest gled ind i mængden af turister og nærmest forsvandt. Tilbage stod jeg med en mærkelig følelse af noget unaturligt. Tænk sig,  at jeg skulle blive så glad for en gruppe af fotograferende, kinesiske turister. Det havde jeg alligevel aldrig troet.

Kinesiske turister

Da min vagt var slut, tog jeg tilbage til messen og fortalte historien til et par af gutterne. De havde alle oplevet skumle og underlige folk, men intet i nærheden af hvad jeg lige havde prøvet.
Da vores øverstbefalende dukkede op, fortalte gutterne ham spøgefuldt, at jeg var blevet “misbrugt” på min vagt. Han grinede og ville straks høre hele historien, men da jeg begyndte at fortælle den, forsvandt smilet fra hans ansigt og han blev ligbleg.
"Stop, stop," sagde han. “Talte du til hende?"
“Øhh” stammede jeg.
"Knægt, har du eller har du ikke talt til denne kvinde?"
Jeg ville jo ikke risikere, at miste min ugeløn ved at have brudt den åndsvage “ingen taler” regel, så jeg løj. "Selvfølgelig ikke, hr."
Han faldt lidt til ro. "Godt. Og hvis hun nogensinde kommer tilbage, er der aldrig nogen der taler til hende. Er det forstået? Det gælder for jer alle! “

Den hyggelige atmosfære døde hurtigt ud i rummet. Jeg var forundret, men jeg var endnu mere træt, så jeg besluttede mig for at gå hjem og sove i stedet for at bekymre sig om skøre og skide turister.
De næste par vagtskift gik og var lige så kedelige som de plejede at være. Kvinden viste sig ikke igen og da min kæreste skulle komme på besøg fra Århus, glemte jeg alt om historien.

Dørspion
Tirsdag nat omkring klokken 3:00, blev jeg vækket af en kraftig banken på min hoveddør.
Min første søvndrukne tanke var, at det var den underlige kvinde jeg så for en uge siden.
"Skat, kig lige gennem dørspionen inden du åbner”, sagde jeg stadig så omtumlet som man kan være, når man lige er blevet vækket fra en dyb, dyb søvn.
Jeg skubbede til min kæreste, men hun lå helt død og vågnede ikke. Stadig omtumlet, snublede jeg gennem gangen og hen til døren. "Hvem er det?” mumlede jeg, mens jeg prøvede at kigge ud gennem hullet i døren. Der var helt mørk på den anden side og jeg kunne intet se. Med et var jeg lysvågen.  "Hvem er det?” spurgte jeg igen en anelse højere og pludselig lød min stemme alt for lys. Det eneste svar jeg fik var en kraftigere banken på døren.
"Fuck det" tænkte jeg og flåede døren op.

Der er omkring million ting, jeg hellere ville have set udenfor min dør på det tidspunkt. Og der var kun én person, jeg var sikker på ikke at se i døråbningen - Min kæreste.
Tankerne strøg gennem mit hoved med en milliard kilometer i timen. Det var i dag, at jeg skulle have hentet min kæreste på banegården.
Jeg mistede fuldstændig kontrolen over mine ben og alt blodet forlod min hjerne, som i forevejen havde store problemer med at forstå hvad i helvede der foregik.
"Tak for at du hentede mig på banegården dit røvhul” sagde min kæreste, mens hun smed kufferten i favnen på mig. Jeg var stadig målløs.
“Så tager jeg nattoget hele vejen fra København efter en fucking lang arbejdsdag. Og så glemmer du at hente mig på banegården. Virkelig?”
Jeg hørte ikke længere efter, hvad hun sagde. Jeg ved, at jeg stadig halv sov, da jeg gik ud for at åbne døren, men jeg drømte jo for fanden da ikke.
"Bliv her" fremstammede jeg og rakte hende kufferten tilbage.
"Hvad er der galt?"
"Bare vent her.”

Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra, men jeg fik langsomt halet mig tilbage mod soveværelset.
Nu tænker du sikkert, at i film og bøger, vender fyren tilbage til rummet og finder det tomt. Så står fyren der og føler sig som en stor idiot. Jeg ville have ønsket, at jeg kunne have følt mig som en kæmpe idiot lige der.
Jeg gik ind i mit soveværelse, hvor der stadig var helt mørkt. Jeg kunne høre vejrtrækning. En tung vejrtrækning.

Animation med kvinder der dukker op i fodenden

Min puls var så høj at jeg var sikker på, at jeg ville besvime. Jeg tændte for kontakten.
"7, 6, 5, 7, 6, 5" hvisken kom fra hjørnet af rummet, hvor hun stod. Samme blege kvinde. Hun stod nærmest limet til hjørnet af rummet med ryggen til muren. Hun stirre lige på mig og selvom, at jeg var sikker på, at min stemme ikke virkede, formåede jeg at stamme "Hvad fanden?”.
"7, 6, 5" sagde hun og tog det første langsomme skridt hen i mod mig. Hendes mund var stadig åbnet helt op i et lydløst skrig. Ved hvert skridt hun tog, lukkede hun kun lige akkurat munden nok til at hviske "7, 6, 5".
Jeg kunne ikke bevæge mig. På det tidspunkt, eksisterede der intet i denne verden, udover denne kvinde der langsomt kom gående hen mod mig. Det var den værste oplevelse jeg nogen sinde havde haft. Jeg var ikke fysisk bange for hende. Jeg kunne sagtens klare hende fysisk.
Men dette var ren frygt og noget jeg aldrig nogensinde havde oplevet før. Jeg ved ikke hvad det var, jeg var bange for? Min sjæl måske??
Det værste var næsten, at jeg havde sovet i den samme seng som hende eller hvad fanen hun nu end var.
Hun var nu nået helt hen til mig og lænede sig igen helt frem mod mit ansigt. Det eneste jeg kunne høre, var blodet der brusede i mine øre og min uregelmæssige og hivende vejrtrækning.
"7, 6, 5"
Pludselig var der en underlig velkendt følelse ved dette.

“HVAD FANDEN?!" Der lød pludselig et råb bag mig.
Min kæreste, hende havde jeg helt glemt.
Jeg vendte tilbage til virkeligheden, vendte rundt og greb hårdt fat i min kæreste. Jeg skreg “LØB!”. Vi tumlede ud af værelset, ud gennem gangen og ud i køkkenet, hvor jeg greb den første kniv jeg så.
Min kæreste græd lydløst ved siden af mig ude af stand til at stille spørgsmål.

Jeg hørte fodtrin. Først kunne jeg kun se hendes skygge, men så så jeg hende komme langsomt gående gennem gangen. Hendes mund var nu krænget unaturligt højt op i et af hendes lydløse skrig. Hun stirrede ikke længere på mig, men op i loftet og hun kom langsomt nærmere.
Hendes hoved rystede voldsomt nu, som om at hun fik elektrochok med højspændingskabler. Det var fuldstændig surrealistisk.
Prøv selv at forestille dig, at den kvinde der skræmte livet af dig for en uge siden, nu kommer gående gennem din lejlighed kl. 3 om natten. Munden er spæret op og øjnene rettet mod loftet, mens hendes hovede ryster ukontrollabelt. For ikke at nævne at du lige havde sovet ved siden af hende i gud ved hvor lang tid.
Kvinden gik forbi køkkenet og ud af hoveddøren og løb jeg hen og smækkede den i, låste den og satte kæden for. Min kæreste var stadig i chok og var ude af stand til at tale.
Da vi havde samlet os lidt, var jeg bange for, at hun ville tro, at jeg havde været hende utro med kvinden, men det troede hun ikke. Hun havde selv set den skræmmende måde, hvor på at kvinden havde bevæget sig gennem gangen på og hun vidste instinktivt at der var noget helt galt.
Jeg var rædselsslagen, men det lod jeg hende ikke se.
Jeg fortalte min kæreste om mit første møde med denne fucked up kvinde, men jeg sagde intet om  hendes "10, 9, 8, 7, 6, 5" hvisken. Jeg ville ikke skræmme min kæreste yderligere.

For hvad andet kunne hvisken være, end en nedtælling? Og en nedtælling til hvad??

Share this content

Add a comment

 (with http://)